Nedrivningspulje beskæres trods 10.000 forfaldne huse

Mindst 10.000 bygninger står stadig og forfalder på landsplan. Det anslår Landdistrikternes Fællesråd, mens eksempelvis KL formoder, at tallet er langt højere. Det er på trods af, at der har været et stort fokus på at få fjernet de såkaldte øjebæer fra landsbyer og landområder gennem de seneste år, skriver JyskeVestkysten.

Derfor annoncerede regeringen og Dansk Folkeparti også i finansloven for 2019, at der nu skulle endnu flere penge til området. 333 mio. kr. over fire år bliver tilført en nyoprettet 'Landsbypulje', som kommunerne kan søge penge fra til opgaver lige fra nedrivning og istandsættelse af faldefærdige bygninger til områdefornyelse og genhusning. 

'Landsbypuljen' er nemlig blevet til ved at slå 'puljen for landsbyfornyelse' - også kaldet nedrivningspuljen - og det statslige tilskud til byfornyelse sammen. I de to puljer var der til sammen 112 mio. kr. i 2017 og 113,5 mio. kr. i 2018, mens der alene i nedrivningspuljen i 2014 og 2015 lå 200 mio. kr. årligt. I de kommende år er beløbene i landsbypuljen 126 mio. kr. i 2019, 143 mio. kr. i 2020, 85 mio. kr. i 2021 og 95 mio. kr. i 2022.

MG