Skatten sættes op, op, op, op og op i Gentofte i første budget med ny udligning

Gentofte giver skatten et spark på 1,24 procentpoint næste år og yderligere puf opad i årene efter.
5. OKT 2020 14.27
TEMA: Budget 2021

GENTOFTE: Gentoftes budgetaftale giver kommuneskatten et kraftigt spark med 1,24 procentpoint i 2021 og yderligere puf opad de kommende fire år. Årsagen er udligningsreformen, der også får en del spark og puf med sig i aftaleteksten.

"Urimelig" er gengangerordet, når aftalen nævner den "helt urimelige og uretfærdige udligningsreform", og når aftalepartierne opsummerer "en dybt urimelig og ekstremt høj samlet regning  på yderligere udligning til Vestdanmark på mindst 504 mio. kr. om året, når ordningen om få år er endeligt indfaset". Men samtidig er der enighed om, at borgerne i Gentofte "ikke skal opleve serviceforringelser på grund af den urimelige og ugennemtænkte nye udligningsregning".

Det kommer de så heller ikke til, for Gentofte har fortsat en robust økonomi, selv om den er "under massivt Christiansborg-angreb".

1,24 procentpoint sættes kommuneskatten op det første år, og derefter yderligere 0,15 procentpoint i 2022, 0,16 procentpoint oveni i 2023, derefter 0,09 procentpoint mere i 2024 og til sidst toppes der op med 0,08 procentpoint i 2025, efter overslagsårene men indenfor udligningsreformens indfasningsperiode. I alt 0,48 procentpoint oveni det første års smæk, så den samlede skattestigning bliver på 1,72 procentpoint.

På den mere sædvanlige front er budgetaftalen igen i år toårig. Det er fjerde gang, det sker, og det faste budgetflertal er også det samme.

Aftalepartierne er De Konservative, Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og SF, i alt 18 af byrådets 19 mandater, idet Enhedslisten igen i år står udenfor. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på byrådsmøde 15. oktober.

 

Se budgetaftalen.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard