Kommuneskatterne blev ikke holdt helt i ro som aftalt, men næsten

Den gennemsnitlige kommuneskat stiger fra 24,95 pct. i år til 24,97 pct. næste år. Se alle skatteændringer i alle kommuner.
21. OKT 2020 12.16
TEMA: Budget 2021

Kommuneskatterne skulle samlet set holdes i ro, hed det i aftalen om udligningsreformen, og den målsætning er næsten nået, viser en opgørelse fra KL om resultatet af budgetlægningen i kommunerne. Men ikke helt.

Den gennemsnitlige kommuneskatteprocent stiger med 0,02 procentpoint fra 2020 til 2021 - fra 24,95 pct. i år til 24,97 pct. næste år, så selv om der er blevet justeret på budgetterne helt frem til målstregen, "så er vi ikke helt kommet i mål samlet set her”, siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) i en kommentar.

En af de kommuner der har justeret i sin budgetaftale, er Gentofte, der reducerede en skattestigning på 1,24 procentpoint til en på 0,83 procentpoint, fordi Indenrigsministeriet fritog kommunen for en skattesanktion i 2021. Der er også justeret på de efterfølgende års skattestigninger, så Gentofte ender med at holde sin kommuneskat 0,16 procentpoint lavere fra 2025 end der ellers var lagt op til.

Følgende 16 kommuner sætter kommuneskatten op:

  • 1,00 pct. Stevns
  • 0,83 pct. Gentofte
  • 0,68 pct. Lyngby-Taarbæk
  • 0,50 pct. Vallensbæk
  • 0,50 pct. Hørsholm
  • 0,33 pct. Fanø
  • 0,29 pct. Rudersdal
  • 0,25 pct. Hillerød
  • 0,14 pct. Helsingør
  • 0,12 pct. Skanderborg
  • 0,11  pct. Aarhus
  • 0,11  pct. Greve
  • 0,11  pct. Lejre
  • 0,11  pct. Horsens
  • 0,11  pct. Solrød
  • 0,03 pct. Odense *

Følgende 19 kommuner sætter kommuneskatten ned:

  • -1,50 pct. Langeland
  • -0,70 pct. Lolland
  • -0,70 pct. Vesthimmerland
  • -0,60 pct. Ringsted
  • -0,60 pct. Brønderslev
  • -0,50 pct. Guldborgsund
  • -0,50 pct. Svendborg
  • -0,40 pct. Kalundborg
  • -0,40 pct. Norddjurs
  • -0,30 pct. Odsherred
  • -0,20 pct. Faxe
  • -0,20 pct. Kerteminde
  • -0,20 pct. Viborg
  • -0,20 pct. Læsø
  • -0,20 pct. Mariagerfjord
  • -0,17 pct. Rebild
  • -0,10 pct. Sorø
  • -0,10 pct. Nyborg
  • -0,10 pct. Samsø

* Endelig har Odense og Næstved nedsat dækningsafgiften med henholdsvis 0,6 og 0,5 promillepoint. For Odenses vedkommende ophæver denne nedsættelse kommuneskattestigningen på 0,03 procentpoint.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard