Ensartet CO2-afgift må vente i grøn skattereform

Bredt flertal bag grøn skattereform med ambition om en ensartet CO2-afgift i 2030.
8. DEC 2020 16.32

Der kommer ikke en ensartet CO2-afgift lige med det samme i den grønne skattereform, som regeringen præsenterede tirsdag. Afgiften kommer først senere, fremgår det af den brede politiske aftale, som er indgået mellem regeringen, De Radikale, SF, Venstre og De Konservative.

Aftalepartierne har en ambition om, at Danmark i 2030 skal have en ensartet CO2-afgift.

- Du har den sikkerhed for, at det sker, at der er et bredt flertal bag ønsket. Og vi starter allerede nu rejsen frem mod de første ændringer i skattesystemet i 2023. Så vi tager det første skridt nu, sagde skatteminister Morten Bødskov (S) ved præsentationen på et spørgsmål om regeringen kan give en garanti for, at der rent faktisk bliver indført en ensartet CO2-afgift.

- Så kommer en diskussion af andre sektorer, og hvordan vi håndterer landbruget. Derefter bevæger vi os gradvist i retning af, at vi kan have en ensartet CO2-afgift i 2030, sagde Morten Bødskov.

En svær opgave

En ekspertgruppe skal i de kommende år finde svaret på, hvordan man bedst muligt indfører en ensartet CO2-afgift. Det har ifølge regeringens udspil til den grønne skattereform hidtil vist sig at være en svær opgave.

Netop manglen på en hurtig, ensartet CO2-beskatning er hovedårsagen til, at regeringens støtteparti Enhedslisten tidligere tirsdag meldte ud, at partiet ikke går med i aftalen.

Ifølge aftalen vil den grønne skattereform medføre reduktioner på 0,5 ton CO2 frem mod 2025.

Aftalen indeholder samlet lettelser på omkring seks mia. kr. for erhvervslivet. Håbet er, at virksomhederne vil bruge lettelserne til at investere i den grønne omstilling. Disse lettelser træder i kraft næste år.

Fra 2023 bliver energiafgifterne for virksomheder til gengæld forhøjet.

Ritzau

Se aftalen om Grøn skattereform.