DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Seks kommuner inviteres til pilotprojekt mod socialt bedrageri

Nyt tiltag i politiforliget skal ramme borgere, der svindler med sociale ydelser.

Et pilotprojekt af to års varighed, som skal sætte ind mod socialt bedrageri, er en del af det politiforlig, som blev indgået af et bredt flertal i Folketinget tirsdag.

Formålet er at sikre, at borgere, herunder bandemedlemmer, der svindler med sociale ydelser, i højere grad skal kunne afsløres og retsforfølges, står der i aftaleteksten.

Derfor bliver der afsat løn til seks politifolk fordelt på tre udvalgte politikredse til teams, der skal sætte ind mod det sociale bedrageri. De skal samarbejde med to udvalgte kommuner i hver af de tre kredse og andre relevante myndigheder.

Politifolkene skal blandt andet kortlægge de enkelte kommuners anmeldelsespraksis, lokale trends og kriminalitetsmønstre, og det skal danne grundlag for et intensiveret lokalt samarbejde mellem den enkelte politikreds, kommunerne og andre relevante myndigheder.

Flere skal dømmes

Målet er at finde mere effektive tiltag hos både politiet og kommunerne og at se på, om fx skattemyndigheder og Udbetaling Danmark kan gøre mere for at opdage og strafforfølge dem, der begår socialt bedrageri. Desuden vil man forsøge at sikre bedre oplysninger fra kommunerne, så sagerne i højere grad fører til domfældelse. 

Det er endnu ikke fastlagt, hvilke politikredse og kommuner der skal indgå i projektet, oplyser Justitsministeriet til DK Nyt. Partierne bag aftalen vil blive præsenteret for sammensætning og målsætninger, når projektet er tilrettelagt og klar til at blive sat i værk medio 2021.

Parallelt med pilotprojektet vil der blive gennemført et "eftersyn af strafniveauet" i sager om socialt bedrageri, herunder muligheden for at kræve dømte udvist.