DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Skandaleramt byggesag på Bornholm ender med direktørfyring

Økonomidirektør Claus Stensgaard Jensen er fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder med den øverste ledelse efter muligt embedsmisbrug i byggesag.
29. JAN 2021 11.30

BORNHOLM: En af Thomas Thors' (S) første opgaver som borgmester på Bornholm var en fyringssag af en direktør efter en langstrakt sag om embedsmisbrug i forbindelse med opførelse af bygningen uddannelsescenter Snorrebakken. Her skulle blandt andet indhentning af byggetilbud angiveligt ikke være sket helt efter bogen.

Det kulminerede i aftes efter et lukket punkt på dagsordenen, hvor kommunalbestyrelsen godkendte fyring af økonomidirektøren, Claus Stensgaard Jensen. Det bekræfter et kommunalbestyrelsesmedlem over for TV2 Bornholm.

Da tv-kanalen kontaktede direktøren, havde han ikke selv fået besked, men var "dybt rystet over, at jeg skal høre om min egen fyring fra pressen", sagde han uden yderligere kommentarer.

Borgmesteren udtalte tidligere på måneden, at der blev lagt op til fyring, fordi kommunen ønskede en "ny profil", men det holder altså ikke helt stik. Det forklarede kommunalbestyrelsesmedlem Rebecca Douglas Elleby (S) tirsdag.

- Der har ikke været et godt arbejdsmiljø i toppen af ledelsen. Der har været samarbejdsvanskeligheder, sagde hun.

Regionskommunen blev i 2019 politianmeldt af byrådspolitikeren René Danielsson (DF) for muligt embedsmisbrug. Her droppede politiet dog sagen for manglende grundlag, oplyste kommunen dengang.

Opdateret 13.05 med korrektion om, at det er uddannelsescenter Snorrebakken, ikke plejecenter.