DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job
De syv teams skal sætte skub i erhvervsudviklingen efter corona og følge op på aftaler om grøn opretning.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Syv nye regionale teams skal skabe vækst og arbejdspladser

Kommunale folk skal sammen med erhvervsliv og fagbevægelse give gode råd til regering og folketing. De syv regioner får hvert sit tema.

Hjælpepakker under coronakrisen er ikke nok, erhvervsudviklingen skal også styrkes på længere sigt.

Sådan lyder argumentet fra Erhvervsministeriet for syv nye regionale vækstteams, som nu bliver nedsat for at give anbefalinger til regeringen og Folketinget om, hvordan der bedst sættes gang i væksten og skabes flere arbejdspladser.

De syv regionale vækstteams består af lokale repræsentanter fra kommunerne, erhvervslivet, fagbevægelsen, de tværkommunale erhvervshuses bestyrelser og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

I fællesskab skal de undersøge, hvordan der bedst investeres i at opdyrke lokale erhvervsfyrtårne, som kan genstarte væksten i de enkelte landsdele. Desuden skal de også se på andre tiltag og særlige lokale erhvervspotentialer.

- Vi skal blive endnu bedre til at udnytte det lokale unikke potentiale, for der er stor forskel på, hvad styrkerne er i Nordjylland, Bornholm og Fyn, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

De syv teams bliver:

Vækstteam Bornholm: Grøn energi relateret til energiø

  • Formand Henriette Hallberg Thygesen, A.P Møller Maersk
  • Kommunale deltagere: Borgmester Thomas Thors (S), byrådsmedlem Linda Kofoed Persson (DF).

Vækstteam Fyn: Maritime erhverv og robotter

  • Formand Claus Jensen, Dansk Metal.
  • Kommunale deltagere: borgmestrene Bo Hansen (S) fra Svendborg, Kenneth Muhs (V) fra Nyborg, Peter Rahbæk Juel (S) fra Odense.

Vækstteam Hovedstaden: Life science

  • Formand Lars Fruergaard Jensen, Novo Nordisk.
  • Kommunale deltagere: borgmestrene Ole Bondo Christensen (S) fra Furesø, Henrik Rasmussen (K) fra Vallensbæk.

Vækstteam Midtjylland: Vandteknologi

  • Formand Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensen Fond, Grundfos Fond.
  • Kommunale deltagere: Borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus, byrådsmedlem Søren Olesen (DF) fra Holstebro.

Vækstteam Nordjylland: CO2-fangst, lagring og udnyttelse

  • Formand Michael Thomsen Lundgaard, Aalborg Portland A/S.
  • Kommunale deltagere: Borgmestrene Ulla Vestergaard (S) fra Thisted og Mogens Gade (V) fra Jammerbugt.

Vækstteam Sjælland og øerne: Biosolutions

  • Formand Jørn Stryger, CP Kelco.
  • Kommunale deltagere: Borgmestrene Christina Kryrosiak Hansen (S) fra Holbæk og John Brædder (Guldborgsundlisten) fra Guldborgsund.

Vækstteam Sydjylland: Omstilling fra olie til grøn industri

  • Formand er endnu ikke på plads, oplyser Erhvervsministeriet, som derfor også vil vente med at fortælle, hvem de kommunale deltagere er.
Arbejder indtil maj

De syv vækstteams følger op på en aftale om stimuli og grøn opretning fra 6. december og en aftale om fremtiden for olie- og gasudvinding i Nordsøen fra 3. december.

Arbejdet i de syv teams skal være afsluttet ved udgangen af maj i år. 

Regeringen har sammen med Folketingets partier afsat midler i finansloven fra det såkaldte React-EU-program til at realisere anbefalingerne. Regeringen udstikker rammmerne for programmet, som udmøntes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Initiativet med de syv vækstteams får en positiv modtagelse af Dansk Industri.

- Det her initiativ er en rigtig god ide. Vækst og jobskabelse må ikke afgøres af postnummeret. Vi skal finde veje ud af coronakrisen, som åbner for muligheder og ny udvikling i alle dele af landet. Derfor hilser vi regeringens syv nye regionale vækstteams velkommen, siger medlemsdirektør Anders Søndergaard Larsen, DI.