DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Aalborg Universitetshospital installerer topmoderne MR-scannere

Med bedre og hurtigere scanninger og større komfort for patienterne får hospitalet som det første i Danmark adgang til den nyeste MR-scanningsteknologi på markedet.
21. JUN 2019 8.34

NORDJYLLAND: En kæmpestor jern-donut er i disse dage det eneste, som står tilbage, efter at teknikere de sidste par uger har pillet alt isenkram ud af den kraftige 3-Tesla MR-scanner, som står på Radiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Donut’en er en kraftig magnet, som udgør hjertet af scanneren, og nu skal den genopbygges med topmoderne elektronik, så den bliver den mest avancerede af sin slags i Danmark.

 - På Aalborg Universitetshospital er vi i øjeblikket i gang med en større opgradering af vores skannerudstyr. Når vi er færdige, har vi, hvad der svarer til fire splinternye high-end-scannere, fortæller  professor ved Radiologisk Afdeling, Jens Brøndum Frøkjær.

Han fortæller, at fordelene ved det opgraderede udstyr er mange, og at det vil komme både patientbehandling og forskning til gavn:

 - Der sker hele tiden en rivende udvikling på området. Og med den opgraderede 3-Tesla MR-scanner vil vi få skarpere billeder og mulighed for at foretage helt nye typer af scanninger. Det kan løfte os i forhold til udredning af vores patienter, men det kan i den grad også betyde noget for den forskning, vi kan lave.

Foruden de skarpere billeder, som kan betyde mere præcise diagnoser, er en væsentlig fordel ved den opgraderede 3-Tesla MR-scanner også, at den er langt hurtigere end den gamle. Det kan betyde forskellen på liv og død for visse patienter, fortæller professoren:

 - Vi vil kunne lave en hurtigere scanning af de patienter, som kommer akut ind, og hvor der er mistanke om blodprop i hjernen. Jo hurtigere vi kan få dem scannet, jo hurtigere kan vi igangsætte behandlingen og redde vigtige minutter.

Genbrug er godt
Ved at bygge en ny scanner op omkring den eksisterende magnetkerne sparer hospitalet mange penge i forhold til at anskaffe en helt ny. Og da sådan en kerne ikke bliver slidt, ville det være fjollet ikke at genbruge, fortæller professoren:

- Kernen er en meget dyr del af scanneren, så ved at opgradere kan vi få fire opgraderede scannere til en væsentligt lavere pris sammenlignet med at købe nye. Samtidig slipper vi også for en bekostelig ombygning, som man traditionelt oplever, når en helt ny scanner skal hejses ind.

Aalborg Universitetshospital regner med, at 3-Tesla scanneren er klar til de første tests i begyndelsen af juli måned, og at de første patienter kan blive scannet efter sommerferien. Tidligere på året blev en mindre kraftig scanner på Aalborg Universitetshospital Nord opgraderet, og til efteråret følger opgraderingen af de sidste to gamle scannere på afsnit Syd.

MG