DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Job

Aarhus lander 2020-budgetforlig. 29 af 31 mandater bag, kun DF ude

Klimafond, 1,2 mia kr. til velfærd, uændrede skatter.

AARHUS: Kun Dansk Folkeparti er uden for det budgetforlig for 2020, som 29 af 31 byrådsmedlemmer i Aarhus torsdag aften indgik. Forliget er det andet kommunale 2020-budget efter Horsens', og budgetpartierne er Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og løsgænger Almaz Mengesha (eks-LA).

Hovednummeret i budgetforliget er en 1,2 mia. kr. styrkelse af velfærdsområderne til gavn for børn, ældre og socialt udsatte samt 116 mio. kr. til en klimafond for at styrke indsatsen for bæredygtig omstilling. Her skal der arbejdes for omstilling til el-busser, opbygning af den nødvendige kapacitet af el-ladestandere, dimensionering af el-nettet til den nye virkelighed og bæredygtig el-produktion.

Budgetforliget rører ikke ved skatter eller afgifter, der forsætter med uændrede udskrivningsprocenter og -promiller. Blandt enkeltpunkter i budgetforliget er et årligt løft af den kollektive trafik på ti mio. kr., og det adresserer et voksende problem med hjemløse ved at indeholde bevillinger til en øget indsats.

På anlægsområdet er der penge til blandt andet flere sikre skoleveje, støjhandlingsplan, øget sikkerhed ved Aarhus Å med mere. Derudover er der afsat penge til en blandt andet ny koncertplads, bedre idrætsfaciliteter, faglokaler på skolerne og nye skoletoiletter.

Budgetforliget rummer finansiering til aftalen om de udsatte boligområder i Bispehaven og Gellerup og til en aftale om skoletilbud i Vestbyen. Førstnævnte står Enhedslisten dog udenfor, og for sidstnævnte tager Venstre og løsgænger Almaz Mengesha forbehold for etableringstidspunktet.

Budgettet kommer til andenbehandling i Aarhus Byråd onsdag 9. oktober - altså inden for den tidsfrist der sædvanligvis gælder for kommunale budgetter. Den er i år er forlænget med tre uger fra 15. oktober til 5. november, men det gør Aarhus Byråd altså ikke brug af.

 

Se budgetforliget.

 

OPDATERING kl. 12.50. Aarhus' budgetforlig er ikke det første, som det ellers fremstod i den oprindelige version af artiklen.