MIDTJYLLAND: Sparekravene hober sig op på Aarhus Universitetshospital, AUH. For 2019 lyder det på i alt 150 mio. kr., og derfor er det nødvendigt med ansættelsesstop. Det skriver Jyllands-Posten. Hospitalets ledelse informerede i fredags afdelingsledelserne og Hoved-Medudvalget, og i denne uge mødes parterne for at sikre, at underskuddet holdes på maksimalt 275 mio. kr.
- Derfor kommer vi nu til at lave en hård opbremsning, blandt andet ved at indføre ansættelsesstop, foreløbig frem til årsskiftet. Vi kommer til at presse afdelingsledelserne hårdt for at komme i mål med de besparelser, som vi aftalte i foråret, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg til avisen.
Ansættelsesstoppet omfatter ikke anæstesi-, operations- og intensivsygeplejersker samt elev- og uddannelsesstillinger, da der er mangel på operationsmedarbejdere. Ifølge Jyllands-Posten har hospitalet lige nu 97 opslåede stillinger, hvor kun de, hvor der allerede er indgået ansættelsesaftaler, besættes.
ibs