DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Job
Bevisets stilling lukkede Viborg-sag om stadionnavn uafgjort
Foto: Ole Lind, Ritzau Scanpix

'Bevisets stilling' lukkede Viborg-sag om stadionnavn uafgjort

En skønsmands erklæring i november sidste år gik direkte imod en anden skønsmands erklæring fra 2016. Så havde Konkurrencestyrelsen valget mellem at skrue op for undersøgelsen eller lukke den helt uden at nå en afgørelse.

VIBORG: Modstridende vurderinger fra to skønsmænd var årsagen til, at Konkurrencestyrelsen i sidste uge besluttede at indstille undersøgelsen af trekanthandelen mellem Viborg Kommune, fodboldklubben Viborg FF og det kommunalt ejede Energi Viborg om navnet på Viborgs ligeledes kommunalt ejede stadion.

Kommunen solgte retten til stadionnavnet billigt til fodboldklubben, som straks efter solgte den dyrt til kommunens energiselskab. Deraf sagen, der blev rejst på grund af mistanke om skjult kommunal støtte.

Det afviste en erklæring fra en skønsmand imidlertid i november sidste år. Næsten tre år tidligere havde en anden skønsmand afgivet en anden erklæring, der tværtimod underbyggede mistanken.

Altså to modsatrettede meldinger. Hvis det havde været en politisag, ville det have været en af den slags, hvor man enten skal kaste kaste yderligere kræfter ind i opklaringen eller også opgive den på grund af 'bevisets stilling', og sidstnævnte var, hvad Konkurrencestyrelsen valgte efter netop sådan en overvejelse.

Styrelsen har udtrykkelig hjemmel i konkurrenceloven til at vurdere, om der er et rimeligt forhold mellem ressourceforbruget i en undersøgelse og dens forventede resultat. Det var der ikke i denne sag, fandt Konkurrencestyrelsen, og derfor er sagen nu definitivt slut. Beslutningen om at indstille sagsbehandlingen kan ikke omgøres af andre instanser.

 

Læs Konkurrencestyrelsens beslutning.