Fredericia Teater har mandag indgivet konkursbegæring. Det sker, efter at teatret har været nødt til at aflyse mange forestillinger på grund af coronavirus. Det oplyser Fredericia Teater.
- Ligesom det er tilfældet for mange andre teatre rundt om i landet, har coronasituationen medført aflysninger af Fredericia Teaters fremtidige forestillinger. Aflysningerne betyder væsentligt færre indtægter til Fredericia Teater i hele 2020.
Fredericia Teater har i løbet af det seneste års tid haft svingende billetindtægter. To forestillinger i København førte til et tocifret millionunderskud for teateret.
- De seneste uger har bestyrelsen arbejdet på højtryk for at redde teatret. Men uden held. Derfor ser bestyrelsen i denne alvorlige situation ingen andre muligheder end at indgive en konkursbegæring, skriver teatret.
Et stort tab
Meldingen fra teatret bliver modtaget med 'stor beklagelse' i Fredericia Kommune.
- Aflysningerne giver et stort tab for både teatret og for byens omsætning. Fredericia Teater har en uvurderlig betydning for Frederica, lyder det i en erklæring fra Fredericia Byråd.
Kommunen har også i de svære tider bakket op om teatret i form af blandt andet økonomiske milliontilskud.
- Et samlet byråd ønsker at udtrykke håb for, at der efter covid-19-krisen kan rejse sig en fremtid, hvor Fredericia igen vil være kendt som teater- og musicalby, står der i erklæringen fra byrådet.
Ritzau