DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Dansk økonomi står stærkt trods markedsuro internationalt

Stærk eksport og privatforbrug har løftet dansk økonomi.
30. AUG 2019 11.25

Efter en sløj start på 2019 har dansk økonomi i andet kvartal sat alle bekymringer til vægs. I løbet af april, maj og juni voksede den danske økonomi med 0,8 pct., viser nye tal for bruttonationalproduktet, som Danmark Statistik har fremlagt fredag.

Især en stærk eksport og et højt privatforbrug har sat gang i hjulene.

- Sammenligner vi den danske vækst med udviklingen i EU og USA, så skiller Danmark sig ganske positivt ud, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i sin analyse af tallene.

- Det er mildt sagt imponerende, at eksporten af både varer og tjenester formår at vokse markant i en tid præget af handelskrig, brexit usikkerhed og afmatning på vores vigtigste markeder i Tyskland og Sverige, skriver Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen, der kalder dansk økonomi 'superstærk'.

De flotte tal får cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri til at udskyde effekten af udefrakommende negativ påvirkning.

- Til og med andet kvartal 2019 har dansk økonomi været teflonbelagt - og risikoen for diverse importerede dårligdomme fra udlandet er prellet af på os. Danmark er ikke en økonomisk øde ø, og som lille åben økonomi vil vi uundgåeligt før eller siden blive ramt af den lavere vækst i verdensøkonomien. Men det bliver nok først for alvor i 2020, siger han.

Cheføkonom Tore Stramer fra Nykredit ligger på samme linje.

- Det er en vækst, der ligger i den absolutte elite internationalt, men vi må nok berede os på, at opsvinget er ved at have toppet. Handelskrigen mellem USA og Kina er eskaleret. Risikoen for et hårdt brexit er til stede, og så er væksten på vores største eksportmarkeder gået ned i kadence - særligt i Tyskland, Sverige og Storbritannien, siger han. 

Ritzau