DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Faaborg-Midtfyn vil kun anbringe børn over 15 år i de alvorligste sager

Til gengæld sættes der flere penge af til, at kommunen kan sætte tidligere ind med forebyggende arbejde, lige så snart der er opstået mistanke om, at et barn mistrives.

FAABORG-MIDTFYN: Plejefamilier og børne-unge-institutioner i Faaborg-Midtfyn Kommune kan fremover se frem til primært at få børn under 15 år visiteret til anbringelse. Kommunalbestyrelsen har vedtaget store ændringer på området for sårbare børn og unge, skriver Socialpædagogen.

Beslutningen, der bunder i besparelser, indebærer, at unge over 15 års som udgangspunkt ikke længere skal anbringes uden for hjemmet. Til gengæld sættes der flere penge af til, at kommunen kan sætte tidligere ind med forebyggende arbejde, ligeså snart der er opstået mistanke om, at et barn mistrives. Det skriver Fyns Stiftstidende.

Børnene over 15 år vil i stedet modtage ’massiv støtte i hjemmet og flere fagpersoner tilknyttet familien’.

Hos Faaborg Midtfyn Kommune understreger bestyrelsesmedlem Steffen Jensen (S) over for fagbladet Socialpædagogen, at beslutningen først og fremmest bunder i økonomiske hensyn:

– Vi har været igennem nogle år med stigende udgifter til anbringelses- og forebyggelsesområdet, der har tvunget os til at kigge på de penge, vi har, og der er vi i kommunalbestyrelsen blevet enige om, at vi kan spare lidt i indsatsen til de 15-årige, og så til gengæld øge den tidligere indsats.

Socialpædagogerne: Grotesk beslutning
Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, kritiserer beslutningen i skarpe vendinger:

– Det er både en uanstændig og fuldstændig grotesk principbeslutning, når politikere på den her måde sætter en snitflade for, hvornår børn bør anbringes. Hvad enten børn anbringes på institution eller i plejefamilie, bør det altid ske på baggrund af en faglig vurdering af, hvad der er barnets bedste.

For blot fordi et barn er fyldt 15 år, betyder det ikke, at behovet for en anbringelse ophører. Tværtimod ser man masser eksempler på, at 15-årige børn har gavn af at blive anbragt, supplerer hun.

Faaborg-Midtfyn Kommune har dog ifølge Fyens Stiftstidende taget det forbehold, at børn over 15 år kan blive anbragt, hvis der er tale om, at den unges sundhed eller udvikling ellers lider alvorlig skade.

ka

Læs hele historien i Socialpædagogen.