VORDINGBORG: Fejlberegning af statslig refusion af dagpenge og sygedagpenge har resulteret i et uventet hul på 22 mio. kr. i 2019-regnskabet for arbejdsmarkedsområdet i Vordingborg Kommune, oplyser kommunen selv.
Beløbet er akkumuleret hen over 2018 og 2019, fordi kommunen over de to år har hjemtaget og budgetteret med for meget i refusion fra staten.
Det er ændringer i refusionsreglerne, der koster, i kombination med, at ledige der kommer i arbejde, ryger ud af beskæftigelse igen. Kommunen modtager ikke samme refusion for ledige, der kun har været kortvarigt tilbage på arbejdsmarkedet, i forhold til ledige eller sygedagpengemodtagere der har haft fast arbejde i over et år. Det er utilstrækkelig opmærksomhed på den forskel, der er årsag til at pengene nu mangler i regnskabet.
Borgmester Mikael Smed (S) er bestemt ikke tilfreds:
- Det er en helt uholdbar situation at stå i som politiker, at der dukker overraskelser op i den her størrelsesorden. Når det sker så sent på året, er det utrolig vanskeligt at agere på, siger han i en kommentar.
Fejlberegningen kommer også til at få betydning for det 2020-budget, der er indgået aftale om mellem alle byrådets partier undtagen Venstre. En gennemregning viser dog, at problemet kun slår igennem med tre mio. kr. 2020.
mk