DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Fredericia i budgetenighed med løft af velfærd og lidt lavere skat

Enstemmighed for sjette gang i træk. Byforum kaldes til kamp mod nethandel, og dækningsafgiften nedsættes 'symbolsk' med 0,2 promillepoint.

FREDERICIA: Efter fem enstemmige budgetaftaler i træk blev dette års aftale den sjette, som alle 21 byrådsmedlemmer i Fredericia står bag. Denne gang med, hvad aftalepartierne selv kalder 'et historisk løft til både velfærden og udviklingen'.

Det historiske løft kan oversættes til, at der fra 2020 lægges 56 mio. kr. på den borgernære velfærd og afsættes 26 mio. kr. til udvikling og vækstinitiativer. På anlægssiden er der 228 mio. kr. til renoveringer af folkeskoler, til sundhedshus, til cykelstier, til ny daginstitution og til bedre infrastruktur.

På skatteområdet er der fundet plads til, hvad aftalepartierne kalder 'en symbolsk reduktion' af dækningsafgiften på erhvervsejendomme, der sættes ned fra 6,7 til 6,5 promille, svarende til et mindreprovenue på en mio. kr. Til gengæld udløses en præmie fra staten over de kommende fire år, og de penge adresseres til en brandingpulje til understøtning af bosætnings- og kulturaktiviteter.

Budgetaftalen afsætter også en årlig pulje på tre mio. kr. til at etablere et byforum, der skal bevare og styrke livet i bymidten, især ved at 'imødegå det voldsomme pres fra nethandel', som sammen med døende detailhandelsområder har sat mange provinsbyer under pres. En anden specialitet er et engangsbeløb på 875.000 kr. til afvikling af DM i Skills i Fredericia i 2021.

Aftalepartierne bag budgettet er Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Byrådet andenbehandler budgettet 30. oktober.

 

Se budgetaftalen.