DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Haderslev afviser kritik om førtidspensioner

Haderslev har sendt sin redegørelse for sagen om at lade økonomien styre tildelingen af førtidspensioner. Kommunen afviser kritikken, men jurist kalder forklaringen for varm luft.
12. NOV 2019 16.14

HADERSLEV: Efter krav fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sendte Haderslev mandag en redegørelse for sagen om tildelinger af førtidspensioner til ministeriet. 

Sagen opstod, da Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 15. august 2019 bad forvaltningen om at fokusere på tilkendelse af ydelser, hvorfra TV Syd citerede, at 'der reguleres på den faglige tilgang til sagsbehandlingen. Derfor er der behov for, at beskæftigelsesindsatsen i højere grad styres af de økonomiske rammer'.

Dette gav bekymring hos blandt andre beskæftigelsesministeren, da det ville være ulovligt, hvis kommunekassen var styrende for tildelingen af førtidspensioner. 

Vil udrede misforståelse
Direktør for Erhvervs- og Borgerservice i kommunen, Rune Larsson, forklarede dknyt, at der var tale om en misforståelse, og at man selvfølgelig ikke brød reglerne, og at instruksen blot handlede om, at man ville sikre sig, at borgerne fik den jobindsats, de var berettiget til. 

Kommunen skriver blandt andet i sin redegørelse at man 'opfatter det som et svigt overfor borgerne, hvis vi ikke gør vores yderste for at støtte dem på vejen til selvforsørgelse' og at formuleringen fra d. 15. august 'har haft til formål at sætte udgifter og tilkendelser i perspektiv for udvalget, og således synliggøre, at der er et potentiale for en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik, der bringer ledige hurtigere i arbejde og uddannelse end tilfældet hidtil har været'. 

Kommunen afviser derfor, at man 'styrer tildelingen af ydelser og pensioner efter andet end de juridiske rammer', mens kommunen opfordrer ministeren til selv at komme og se nærmere på forholdene. 

Peter Hummelgaard oplyser overfor TV Syd, at han vil lade sine jurister kigge på redegørelsen før han kommenterer yderligere på sagen. 

Jurist afviser forklaring
Kommunens udredelse har dog ikke gjort alle tilfredse. Professor i socialret fra Københavns Universitet Kirsten Ketscher er kritisk overfor forklaringen og for ikke at give en forklaring: 

- Svaret er uacceptabelt. Det er ikke andet end varm luft, og det opfylder ikke ministerens krav til en redegørelse. Jeg mener stadig, det er en ulovlig vejledning til, hvordan man kan beskære borgernes rettigheder. Man må ikke presse borgerne unødigt ved at forlænge deres sagsbehandling. Og det strider mod al logik, at kommunen planlægger at give et langt lavere antal førtidspensioner, siger Kirsten Ketscher til TV Syd. 

Kommunen henviser desuden til, at man 'også i 2019 er blandt de kommuner der tildeler allerflest førtidspensioner'. Siden 2013 har kommunen oplevet en markant stigning af antal tildelte førtidspensioner. Som et resultat blandt andet heraf har kommunen '240 personer flere på offentlig forsørgelse, end vi burde have' i forhold til rammevilkårene, skriver Haderslev i sin redegørelse.