DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

KL kræver udligningsreform før sundhedsreform

Regeringens sundhedsreform, der vil inddrage kommunerne mere, braser sammen uden en samtidig kommunal udligningsreform. Det siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S)
18. OKT 2018 6.51

- Regeringen har en ambition om at styrke nærheden i sundhedsvæsnet, og kommunerne bør spille en central rolle i det arbejde. Men en sundhedsreform, der skubber flere opgaver ud til kommunerne, kan ikke gennemføres uden en udligningsreform, der tager højde for, at nogle kommuner har større udgifter til sundhed end andre. Ellers risikerer man, at kommuner bukker under, siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) til Politiken.

Han mener nemlig, at regeringens sundhedsregorm, kommer til at brase sammen, hvis ikke der også kommer en udligningsreform, fordi sundhedsreformen stiller højere krav til kommunerne.

Det er uklart, præcis hvilken rolle kommunerne står til at skulle spille i regeringens udspil, men i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale i Folketinget, lagde han op til en omfattende omstrukturering, hvor '21 nye sundhedsfællesskaber fremover skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge'. 

Og til Altinget har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) uddybet, at reformen skal gøre op med den økonomiske ’kassetænkning’ mellem almen praksis, kommuner og sygehusene.

Regeringen opgav i april at reformere ordningen på denne side af et folketingsvalg, efter at forhandlingerne med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti brød sammen.

Forskere uenige om konsekvenser
På Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd kan professor mso i kommunaløkonomi Kurt Houlberg godt se ræson i ønsket om at koble reformerne.

- Hvis der med sundhedsreformen kommer store ændringer, i forhold til at kommunerne skal løfte betydelig flere opgaver, vil det nuværende udligningssystem næppe være gearet til at håndtere det. I så fald kan det være en anledning til, at man skal revidere udligningsordningen. Det er der tradition for med store reformer. Men endnu ved vi ikke, hvilken rolle kommunerne ifølge regeringen skal spille i reformen.

På Syddansk Universitet er professor Kjeld Møller Pedersen, der forsker i sundhedsreformer, uenig.

- Vi ved endnu ikke, om kommunernes opgaver reelt bliver større som følge af sundhedsreformen. Det er klart, at i det omfang, der flyttes opgaver fra sygehusene til kommunerne, skal man sørge for, at der følger penge med. Men det er ikke efter min opfattelse i et omfang, så det kan berettige, at Bundsgaard spænder udligningsreformen for en sundhedsreform. Umiddelbart lyder det som pression«. 
Hverken Sundhedsministeriet eller Økonomi- og Indenrigsministeriet vil kommentere sagen, før regeringens sundhedsudspil er fremsat. Statsministeriet har ikke svaret på Politikens henvendelse.