DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job
Foto: Kolding Kommune

Kolding har skilt sig af med socialdirektør efter regnskabsfusk

Lars Rasmussen sat fra bestillingen på ekstraordinært økonomiudvalgsmøde. Tidligere økonomichef er også fritstillet fra sit nye job.
14. AUG 2019 7.29

KOLDING: Socialdirektør Lars Rasmussen og en tidligere økonomichef har begge mistet deres job med øjeblikkelig virkning efter at have forsøgt at skjule den reelle størrelse af et millionstort overforbrug.

I en kortfattet meddelelse på Kolding Kommunes hjemmeside her til morgen oplyses det, at kommunens revisionsfirma har konstateret 'væsentlige fejl på Socialforvaltningens område' i 2018-regnskabet. Regninger fra sidste år er i strid med reglerne overført til 2019, så underskuddet for 20128 fremstod mindre, end det reelt var.

Ifølge JydskeVestkysten er der sket overførsler for 19,3 mio. kr.

Den daværende økonomichef har i mellemtiden fået nyt job i socialforvaltningen som seniorkonsulent, og det blev han af kommunaldirektør Thomas Boe fritstillet fra mandag. Tirsdag besluttede økonomiudvalget på et ekstraordinært møde at skille sig af med socialdirektør Lars Rasmussen.

Fratrædelsen og fritstillingen i socialforvaltningen kommer kun få måneder efter, at Kolding Kommunes tidligere uddannelses- og børnedirektør Helle Thiele, en skolechef og en økonomichef i børne- og uddannelseforvaltningen blev fyret efter omfattende regnskabsrod og overforbrug for 29 mio. kr. i deres forvaltning.

mk

OPDATERING kl. 7.59: Ordet 'fyret' i overskriften ændret efter henvendelse fra Koldings borgmester Jørn Pedersen (V), der henviser til at der er indgået en fratrædelsesaftale.