DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Langeland genåbner og reviderer budget for at holde servicerammen

Enstemmig tilslutning ligesom til det oprindelige budget.
5. APR 2019 13.27

LANGELAND: Pres på velfærdsudgifterne har tvunget Langeland Byråd til at genåbne budgettet for 2019 og påføre det besparelser allerede i år for at undgå, at kommunen overskrider den udmålte serviceramme. De forøgede udgifter summer op i 23 mio. kr., og besparelserne bliver på fire mio. kr. i år og 11 mio. kr. næste år.

Det reviderede budget er, ligesom det oprindelige, besluttet af et enstemmigt byråd. Besparelserne skal lægges oven i effektiviseringer, demografireguleringer samt andre ændringer i budgetforudsætningerne for budget 2020, og aftalen sikrer økonomien i Langeland Kommune i år og næste år.

- Besparelserne de kommende år er desværre nødvendige for at sikre en sund økonomisk balance mellem kommunens udgifter og indtægter. Og der vil stadig være behov for, at der arbejdes målrettet og visionært med justeringer, som kan være med til at styrke økonomien fremadrettet, siger borgmester Tonni Hansen (SF) i en kommentar.

De konkrete besparelser skal udmøntes af de stående udvalg på deres møder i løbet af april og skal derefter ud i en høringsrunde, før udvalgene i løbet af maj færdigekspederer dem. Den endelige og formelle godkendelse ventes på et byrådsmøde 11. juni.

mk

Se tillægsaftalen til budgettet.