Lejeres egne milliarder skal gå til at renovere almene boliger

30 mia. kr. sat af til formålet. Projekter for 18 mia. kr. er allerede godkendt.
19. MAJ 2020 15.55
TEMA: Corona

Et bredt politisk flertal er enig om at renovere almene boliger for 18,4 mia. kr. Pengene hentes fra en fond, som lejerne selv betaler til via deres husleje.

Samlet er der afsat 30,2 mia.kr., der skal gå til renovering i 2021-2026, oplyser boligminister Kaare Dybvad (S).

- Vi har besluttet at investere 18,4 mia. kr. i løbet af det næste halvandet år. Det er den største investering i den almene boligsektor nogensinde og den grønneste, siger han.

Der er allerede godkendt projekter for det beløb, og flertallet vil fremrykke dem for at øge beskæftigelsen i lyset af coronakrisen. Pengene hentes i Landsbyggefonden, en fond som lejere betaler til via deres husleje, og som typisk bruges til renovering af almene boliger.

- Landsbyggefonden er jeres penge, det er jer, der har sparet op. Når jeg har været rundt i landet, har jeg set, hvordan jeres boliger er ramt af fugt, svamp og byggeskader, siger ministeren henvendt til de almene lejere.

Der er omkring 540.000 almene boliger, og cirka én million borgere bor i en almen bolig. Ministeren oplyser, at hver syvende beskæftiget i projekterne skal være lærlinge.

Bag aftalen står foruden regeringen Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og løsgænger Sikandar Siddique (eks-ALT).

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt