DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job
- Det undrer mig, at der er kommuner, der mener, at der ikke er penge nok til service, når kommunerne ikke regner med at bruge de midler til service, vi havde aftalt, siger finansminister Kristian Jensen (V)
Foto: Foto: Martin Sylvest, Ritzau/Scanpix

Minister og KL tolker kommunernes 2019-budgetter vidt forskelligt

Økonomi- og Indenrigsministeriets gennemgang af de foreløbige kommunale budgetter viser øget prioritering af anlæg og mindre af service. KL hæfter sig ved, at den samlede ramme er overholdt
17. DEC 2018 9.15

Økonomi- og Indenrigsministeriets opgørelse over kommunernes foreløbige budgetter for 2019 viser ifølge finansminister Kristian Jensen (V) et lille mindreforbrug på serviceområdet og et tilsvarende merforbrug på anlægssiden.

Opgørelsen viser, at kommunerne har afsat ca. 251,9 mia. kr. til service og 18,1 mia. kr. til anlæg, hvilket er henholdsvis 0,4 mia. kr. mindre og 0,3 mia. kr. mere end aftalt.

Finansministeren er 'skuffet' over overskridelsen på anlæg og undrer sig over, at 'der er kommuner, der mener, at der ikke er penge nok til service, når kommunerne ikke regner med at bruge de midler til service, vi havde aftalt'. Han bemærker også, at et aftalesystem ikke kan fungere, 'hvis en aftale ikke er en aftale'.

Modsat mener KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) at kommunerne 'endnu engang (har) vist, at vi overholder de aftaler, vi indgår med regeringen'. Han bemærker at det 'har krævet en del knofedt at komme i mål', men at kommunerne ikke desto mindre 'har udvist stor økonomisk ansvarlighed og respekt for fællesskabet'.

KL hæfter sig ved at den samlede økonomiske ramme for service og anlæg under ét bliver overholdt, endda meget præcist med en margin på 37 mio. kr. svarende til blot 0,014 pct. KL lægger dog ikke skjul på at anlægsrammen er under voldsomt pres, og kalder 'kommunernes behov er større end hvad budgetterne viser'.

Ifølge økonomiaftalen mellem regeringen og KL er 4 mia. kr. af bloktilskuddet betinget af, at de aftalter rammer overholdes. Beløbet er fordelt med 3 mia. kr. betinget serviceudgifterne, og 1 mia. kr. betinget af anlægsudgifterne. Førstnævnte er overholdt, mens meningerne om sidstnævnte er delte.

- Nu må vi se, hvad den endelige opgørelse viser, og på den baggrund må vi så tage stilling til budgetresultatet, siger Kristian Jensen.

ibs / mk 

Artiklen er i forhold til første version opdateret med KL's vinkel på sagen.