DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Job
- Jeg undrer mig virkelig, siger indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) om kommunernes hævelser af skatterne
Foto: Jonas Olufson, Ritzau Scanpix.

Minister vil straffe kommunerne for at hæve skatterne samlet

Kommunerne ville arbejde for, at skatten ikke skulle stige samlet, lød det i aftale. Det endte alligevel med en stigning
15. OKT 2018 14.14

Kommunerne hæver skatterne med 69,3 mio. kr. i 2019. Så de 98 kommuner straffes individuelt og kollektivt, oplyser indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Næste år sænker ti kommuner samlet skatten med 120,6 mio. kr. Til gengæld hæver seks kommuner i alt skatten med 189,8 mio. kr. Derfor stiger kommuneskatterne samlet med 69,3 mio. kr.

I budgetaftalen for 2019 havde regeringen aftalt med KL, at kommunerne ville arbejde for, at skatten ikke skulle stige samlet. Derfor er indenrigsministeren forbavset.

- Jeg undrer mig virkelig over, at der ikke er flere kommuner, som sætter skatten ned, når der gives tilskud til det, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille i en skriftlig kommentar.

- Dertil kommer, at kassen bugner i en række kommuner. Det er frækt over for de borgere og virksomheder, som betaler skatten. Det aftalte løft af vores velfærd er jo fuldt finansieret, siger han.

Bundsgaard er uenig i kritikken
KL's formand Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus, er uenig. Han regner med, at kommunerne samlet set holder sig inden for aftalen med regeringen, når service og anlæg regnes med.

- Da vi startede budgetlægningsprocessen i sommer, stod det hurtigt klart, at kommunernes behov langt oversteg, hvad de økonomiske rammer tillod os at bruge, siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar.

- Derfor er der både lokalt og i fællesskab mellem kommunerne blevet lagt store kræfter i at komme i mål. Det har krævet benhårde prioriteringer lokalt og et intensivt samarbejde på tværs af kommunerne.

69 mio. kr. svarer til under 0,03 procent af kommuneskatten samlet set.

- Det er klart, at vi helst havde set, at vi også på skattesiden kunne ramme helt i plet. Men vi må bare konstatere, at nogle kommuner har haft afgørende brug for at sætte skatten op for at kunne levere den påkrævede service.

- Mens der på den anden side ikke har været ”nok” kommuner, som har valgt at sænke skatten, siger Jacob Bundsgaard.

Ritzau

FAKTA: Disse kommuner hæver skatten næste år

Seks kommuner har valgt at hæve skatterne næste år. Det strider mod en aftale mellem KL og regeringen, hvor det blev aftalt, at skatterne ikke skulle stige i 2019. 

Fem af de seks kommuner får nu en økonomisk sanktion, mens de 98 kommuner også får en kollektiv sanktion.

Her kan du se, hvilke seks kommuner der samlet har hævet skatterne med 189,8 mio. kr. i 2019:

  • Norddjurs har hævet kommuneskatten med 1,1 procentpoint, hvilket giver 60,4 mio. kr. ekstra i kassen sammenlignet med 2018.
  • Gribskov har hævet kommuneskatten med 0,7 procentpoint. Det giver kommunen yderligere 48,1 mio. kr..
  • Frederikssund har hævet kommuneskatten med 0,5 procentpoint, hvilket sikrer kommunen 39,3 mio. kr. ekstra.
  • Mariagerfjord har hævet kommuneskatten med 0,2 procentpoint og den kommunale grundskyld - ejendomsskat - med 0,52 procentpoint. Det giver 32,5 mio. kr. ekstra.
  • Kerteminde har hævet kommuneskatten med 0,2 procentpoint, hvilket giver syv mio. kr. yderligere.
  • Bornholm har hævet den kommunale grundskyld - ejendomsskat - med 0,059 procentpoint. Det giver 2,5 mio. kr. i kommunekassen.

Kilde: Kommunernes indberetninger til Økonomi- og Indenrigsministeriet / Ritzau