DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job
Foto: TV fra Folketinget.

Ny overgangsordning kan komme Læsøs 2019-budget til undsætning

Der er ikke sat beløb på, og der skal også først findes et flertal. Men måske, lød det under spørgetid i folketingsalen
8. NOV 2018 9.44

LÆSØ: Læsø Kommunes ulovligt budgetterede 2019-underskud på 9 mio. kr. har, som byrådet havde ventet, en vis bevågenhed i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Men rigtige penge til afhjælpning af økommunens økonomiske misere er der indtil videre ikke, selv om økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll-Bille (LA) onsdag i folketingssalen oplyste, at han er på udkik efter et flertal for en overgangsordning, som Læsø i givet fald vil få del i.

Overgangsordningen er en dublet i forhold til den allerede vedtagne om udlændinges uddannelsesniveau, hvor kommuner, der står til at miste mange penge på den konto, vil blive kompenseret i 2019 og 2020. Her er Læsø ikke i spil, men en tilsvarende ændring i udligningsmodellerne er identificeret vedrørende ældre og voksne med handicap, og vil, hvis eller når en overgangsordning måtte blive vedtaget, kaste et beløb af sig til Læsø, oplyste ministeren under en spørgetid, hvor det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) ville vide, hvad Simon-Emil Ammitzbøll-Bille ville gøre for Læsø.

Hertil svarede han, at Læsø Kommune i 2019 på ordinær vis  indkasserer 24,7 mio. kr. i ø-tilskud, men at ministeriet desuden allerede ved uddeling af særtilskud havde givet Læsø Kommune lidt mere i 2019 end i 2018 - et løft fra 4,4 mio. kr. til 5 mio. kr. Læsø havde imidlertid søgt om 9 mio. kr., så de ekstra 0,6 mio. kr. udløste ikke ligefrem begejstring på Kattegatøen, snarere det modsatte.

Om den mulige nye overgangsordning blev der i spørgetiden ikke stillet konkrete beløb i udsigt til Læsø Kommune, men samlet vil der være 0,7 mia. kr. i den nye overgangsordning mod 1,1 mia. kr. i den allerede kendte, i begge tilfælde årligt i hvert af årene 2019 og 2020. Ministeren bemærkede dog, at Økonomi- og Indenrigsministeriet er 'i dialog' med Læsø Kommune om 2019-budgettet og dets udfordringer.

 

Se spørgsmål og svar fra spørgetiden på TV fra Folketinget (spol frem til kl. 15.44.50).