DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Job

Regionsrådsmedlemmer siger nej til at frasige sig ekstrahonorarer

Forslag om loft over aflønningen blev afvist. Heller ingen tilslutning til forslag om ret til deltidsansættelser.

AARHUS: Et forslag fra SF om loft over vederlagene til regionsrådsmedlemmer fik ikke tilslutning på Danske Regioners generalforsamling i Aarhus torsdag. SF ville have indført en regel om, at hvis et regionsrådsmedlem når op på en løn på niveau med et folketingsmedlem, så skulle poster i Danske Regioner ikke udløse ekstra honorar.

Forslaget faldt på to argumenter fra Danske Regioners formand Stephanie Lose (V). Det ene var formelt: Nemlig at der for længst er taget politisk stilling til aflønningen med en aftale efter Vederlagskommissionens arbejde i 2016, og en ændring vil derfor indføre en ulighed i forhold til aflønningen af byrådsmedlemmer. Det andet argument var mindre formelt, nemlig at man gerne vil betale ekstra for, at nogen udfører ekstra arbejde.

Andre forslag var opfordringer til, hvad Danske Regioner skal arbejde for i kommende økonomiforhandlinger med regeringen, og her var der enig støtte til ønskerne: ud med omprioriteringsbidraget, flere penge til anlæg, flere beføjelser og flere penge på miljø- og klimaområdet, og flere penge til psykiatrien. Også et forslag om at arbejde for en tolkeuddannelse for sundhedsvæsnet blev vedtaget, og det samme gjaldt et ønske om en analyse af forskellige udfordringer på forskellige områder af psykiatrien.

Derimod var der kun ringe forståelse for to forslag om henholdsvis ret til fuldtid og ret til deltid, begge fremsat af Alternativet, Kristendemokraterne og Psykiatrilisten. Fuldtidsforslaget landede på en fleksibel mellemløsning, der fastholder Danske Regioners hidtidige målsætning om at styrke fuldtidskulturen, men også udtrykker forståelse for ønsker om deltid i konkrete tilfælde. Det var der flertal for, og dermed bortfaldt forslaget om ret til deltid.