DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Sjællands budget har mærkbart løft og lemper gamle besparelser

Sidste års flertal holder fast i regionens økonomiske udviklingsplan og står igen bag næste års budgetaftale.

SJÆLLAND: Sidste års budgetflertal i Regionsråd Sjælland står også bag budgetaftalen for 2020, som da også udtrykkeligt bygger på den økonomiske udviklingsplan, der var en del af budget 2019. Aftalepartierne Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, De Radikale, SF og Liberal Alliance med i alt 38 mandater, mens Enhedslisten med tre mandater igen står udenfor.

Udviklingsplanen fra sidste års budgetaftale skal bringe regionens økonomi i balance og skabe råderum til nye udgifter, og dette års budgetaftale har da også fundet luft til at lempe eller helt annullere nogle tidligere besparelser. Derudover er der penge til et regulært løft med markante forbedringer, størst og vigtigst 175 mio. kr. mere i 2020 end i 2019 til regionens sygehuse. 

For at understøtte fastholdelse af medarbejdere og gøre det attraktivt for dem at blive i deres job, får sygehusene og Psykiatrien et rammeløft på 30 mio. kr. årligt, og der er 25 mio. kr. årligt til at drive omstillingen mod det nære sundhedsvæsen, herunder til drift af E-hospitalets call-center funktion, der skal yde virtuel sundhedsrådgivning og behandling og akut rådgivning og vejledning til de kommunale akutfunktioner.

Puljen kan desuden bruges til at etablere to nærklinikker i 2020, og andre puljer er afsat til flere høreapparatbehandlinger (ti mio. kr.) og til arbejdsmiljø (11 mio. kr.). Sidstnævnte skal prioriteres af MED-hovedudvalget.

 

Se budgetaftalen.