DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Skejby skal finde ekstra besparelser for 38 mio. kr.

KORT NYT1. AUG 2019 9.53

MIDTJYLLAND: Regionsrådet i Region Midtjylland godkendte i slutningen af juni en spareplan på regionens største hospital, Aarhus Universitetshospital (AUH), på omkring 140 mio. kr., som skal findes i år. Men økonomien på AUH har i løbet af årets første måneder vist sig at være endnu mere udfordret, og derfor har hospitalsafdelingerne efterfølgende fået besked om, at der i 2019 skal findes ekstra 38 mio. kr. i besparelser, skriver Jyllands-Posten.
 
- Det er ikke en ny, stor spareplan, men det er nødvendige justeringer i årets budget. Desværre i negativ retning, som skyldes et merforbrug i forhold til vores budget i årets første måneder. Det skal vi have hentet ind, så vi ikke rammer et underskud, som er større end aftalt med Region Midtjylland, siger Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør på AUH til avisen.

Det samlede sparekrav til AUH var i første omgang sat til 425 mio. kr. årligt, men regionsrådet har efterfølgende givet hospitalsledelsen lov til at overføre en del af besparelserne til de kommende år. Sparekravet for 2019 blev derfor først sat ned til 150 mio. kr., hvoraf 109 mio. kr. hentes ved blandt andet færre medarbejdere. Efterfølgende er flere spareforslag fra AUH blevet kasseret af regionsrådspolitikerne, og derfor er kravet nu cirka 140 mio. kr. i år.

MG