DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Sommerhusejere betalte selv for kystsikring: Nu føler de sig snydt

En gruppe sommerhusejere på den jyske vestkyst syd for Lønstrup er stærkt fortørnerede over, at de ikke får hjælp til at sikre sig mod havets bølger
2. DEC 2018 16.30

HJØRRING: Der var ellers stor jubel at spore, da politikerne i Folketingets miljø- og fødevareudvalg i februar blev enige om at afsætte 10 mio. kr. til kystsikring ved Lønstrup, Løkken og Nørlev.

Men jubel skal man lede længe efter her, mens skibet stadig lægger sand ud for Lønstrup, oplyser DR Nordjylland.

For ifølge formanden for 'Foreningen for kystsikring Lønstrup Sydvest' Gitte Retbøll kommer kystsikringen ikke de mest sårbare sommerhuse til gode.

- Det sand, der bliver hældt ud på tredje revle ud for Lønstrup, sker ved den eksisterende kystsikring. Ikke ud fra vores, siger hun.

Selvom sandfodringen ikke umiddelbart vil stoppe de mest udsatte huse fra at falde ud over skrænten, havde Gitte Retbøll gerne set, at også kyststykket syd for Lønstrup var blevet tilgodeset.

- Vi vil jo gerne have så meget som muligt af alt det, som måske kan bidrage til enten at bevare kysten eller nedsætte tempoet, hvormed kysten falder ned.

Den primære grund til, at området syd for Lønstrup ikke er blevet prioriteret er, at lodsejerne er gået sammen med Hjørring Kommune om selv at betale for sandfodring på dele af kyststrækningen.

Paradoks?
Men det bør ikke betyde, at man går henover området, når staten skal prioritere sin indsats.

Det siger Søren Smalbro (V), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring.

- Jeg nægtede næsten at tro, det kunne være sandt, da jeg hørte det, men det er det åbenbart, lyder hans reaktion.

- Det vil jo sige, at der hvor man af egen lomme skraber midler sammen til ekstraordinært at få sandfodret, der får man ikke hjælp af staten til sandfodring, hvorimod der hvor man sidder med hænderne i skødet og venter på, at det skal regne med sand, ja der får man så fra staten. Det er bare ikke i orden, siger han.

Men ifølge områdechef ved Kystdirektoratet, Hans Erik Cutoi-Toft, har det aldrig været meningen, at sommerhusejerne ved området syd for Lønstrup skulle have del i de ti millioner kroner til kystsikring.

- Der er jo nogle private initiativer i gang, også i samarbejde med Hjørring Kommune, som har fokus på netop det område. Så det var ikke der, pengene var bedst brugt i denne omgang, siger Hans Erik Cutoi-Toft.

Det private sandfodringsinitiativ i området er pt. sat i bero, da der er to klager, der skal behandles, inden det kan genoptages.

ka