DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Sporarbejde og arbejds­nedlæggelser koster DSB rejsende

DSB's regnskab er stort set gået i nul i første halvår med færre rejsende og lavere priser.
27. AUG 2019 11.12

Fyringer, arbejdsnedlæggelser og sporarbejde har afsporet eventuelle drømme om et overskud i DSB i første halvår af 2019. Efter seks måneder med færre rejsende og lavere billetpriser slutter DSB med et plus på en mio. kr. - altså stort set et regnskab der går i nul.

DSB har siden sidste år tabt omkring en halv million rejsende, hvilket svarer til en pct. Samtidig skriver DSB, at salget af lavprisbilletterne Orange og Orange Fri er steget.

'Rejsetabet skyldes væsentligst de mange infrastrukturarbejder og øget konkurrence', skriver DSB. Arbejdsnedlæggelser får skyld for tab af 400.000 rejsende i S-togene, mens fjern- og regionaltog har tabt 100.000 rejsende. Derudover har DSB haft udgifter for 51 mio. kr. i forbindelse med fyring af 60 medarbejdere i administrationen.

DSB har på forhånd ventet et regnskab i noget nær nul for hele 2019. Det kan være svært at sammenligne med første halvår af 2018, da en række engangsudgifter og -indtægter påvirkede regnskabet. Sidste år så regnskabet mere lyst ud med et overskud på 344 mio. kr. - men det hang i høj grad sammen med en avance på 267 mio. kr. fra salg af DSB's kontorejendomme på Kalvebod Brygge.

Sammenligner man resultatet af driften isoleret set - uden engangsposter - er overskuddet faldet fra 130 mio. kr. til 45 mio. kr.

Ritzau