DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK IT
DK Job

Ustabil letbane har tabt 1000 daglige pendlere

Letbanen er langt fra blevet den succes på Djursland, som den blev slået op som. Langt færre vælger at pendle med Letbanen som transportmiddel, og nu advarer rådmand mod flere togskinner.

NORDDJURS / SYDDJURS / AARHUS: 1.000 pendlere færre - hver eneste dag. Det er situationen lige nu for letbanen på Djursland. Tidligere kørte den gamle Grenåbane hver dag med 4000 passagerer - nu er antallet faldet til 3.000.

Der er flere forklaringer på nedgangen. Uanset hvilken, der er den rigtige, så kan det skuffende resultat få alvorlige konsekvenser for hele den kollektive trafik i Aarhus og omegnskommunerne.

Ustabil drift med hyppige forsinkelser, siden letbanens strækning på Djursland åbnede, koster passagerer, og det er ikke godt nok, lyder det fra Michael Borre, direktør hos Aarhus Letbane:

- Man skal kunne stole på trafikken. Man skal kunne stole på, at toget kommer, og det har vi ikke været gode nok til at sikre, siger han til TV2 Østjylland.  

Førhen kørte der 4.000 med Grenaa-banen på en hverdag. Midttrafik opgør lige nu tal, og forventningen er, at der har været på 3.000 passagerer i døgnet de seneste par måneder.

- Det er 1000 under – men det er også målt i sommerperioden med ustabil drift, og efter at vi har haft lukket banen i nogle år, siger Ole Sørensen, planchef hos Midttrafik, til TV2 Østjylland.  

Rådmand advarer mod flere letbaneskinner
Magistraten i Aarhus drøftede i denne uge en analyse af den kollektive trafik, som blandt andet viste et budgetmæssigt hul for Letbanen på 35 mio. kr. årligt. Også driften af driften af busser og rutebiler giver underskud, og det får nu Aarhus’ rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), til at advare mod gennemførelse af letbanens anden etape.

- Vi skal ikke investere nye penge i nye letbaneetaper, fordi det er for dyrt, og det er ikke særligt fleksibelt. Vi kan ikke rykke ruterne derhen, hvor passagerne er, og derfor mener jeg heller ikke, at vi skal have nye letbaneetaper på skinner, men gerne på gummihjul, altså busser – som har samme komfort som letbanen, siger Bünyamin Simsek  til TV2 Østjylland.

At både busser og letbane sælger for få billetter, ser han som et tegn på, at der er behov for at styrke den kollektive trafik:

- Jeg tror på, at aarhusianerne gerne vil benytte sig af den kollektive trafik, men det kræver, at vi styrker den kollektive trafik og ikke skærer ned. Det er ikke kun letbanens økonomi, men den samlede økonomi i den kollektive trafik i Aarhus Kommune, der er udfordret. Det er en opgave for byrådet, og derfor har jeg bedt dem om at forholde sig til det, siger Bünyamin Simsek.

MG